onsdag, februar 15, 2006
Det er godt at være byen igen, jeg kan godt lide at gå op ad trapperne til Dybbølsbro og få øje på det nye lyskryds. Jeg sad i kupé fra Kastrup til hovedbanen med fire hvinende kåde SAS-stewardesser. Jeg prøver at lade være med at være arrogant, men uden held, jeg kan ikke lade være med at tænke: dumme, dumme mennesker. Og det er jo skidt, for at være så arrogant at man tænker sådan, det er jo virkelig bevis på at man er både slet og uintelligent. Jeg var temmelig træt, kan det undskylde noget?
I Sverige var der larm i huset og stille udenfor, her er der larm fra gaden og stille inde. Jeg læste Svenska Dagbladet, Se & Hør og Peter Seeberg. Der var ikke rigtig noget af det, der gjorde indtryk, ud over vejrudsigten. Vi lå hele tiden lige omkring frysepunktet, og sneen klumpede fast under skiene, når man stod stille. Om natten skinnede fuldmånen så stærkt, at der var lyst i haven og træerne kastede lange skygger på den blå sne. Vi forsøgte at fotografere det, uden held. Jeg savnede min computer. Jeg ønsker mig en svensk-dansk ordbog, det er de samme ord, jeg bliver ved med at glemme.
Mødte i sidste uge Naturmærkemanden. Han har fået stjålet sit postkontor. Han gik rundt med et plastikchartek i muleposen, hvor man formedelst ti kroner, eller var det tyve, kunne lægge en besked til en navngiven anden. Hvis man havde på fornemmelsen, at nogen havde sendt én en besked, kunne man spørge Naturmærkemanden: Har du en besked til mig? Så fik man lov til at bladre stakken med beskeder igennem og se, om der skulle være post. Men for et år siden fik Naturmærkemanden stjålet sin mulepose. Hvis det var en mulepose, det tror jeg, at det var. Og alle beskederne. Alle de kærestebreve.
Nu er det lille alternative posthus lukket, men Naturmærkemanden går stadig rundt i byen og sælger sine ark. Jeg købte Naturmærket 2002: Danske orkideer og Naturmærket 2003: Havet omkring Danmark. Jeg vidste ikke, at de muslingelignende vækster på pælene hed rur. Jeg vidste ikke, at der svømmede Rødhaj rundt under os, eller at der fandtes en en plante dernede som hed Dødningehånd. Jeg kendte ikke orkideernes navne, Purpur-gøgeurt, Mygblomst, Rød skovlilje, Fruesko.
I Sverige var der larm i huset og stille udenfor, her er der larm fra gaden og stille inde. Jeg læste Svenska Dagbladet, Se & Hør og Peter Seeberg. Der var ikke rigtig noget af det, der gjorde indtryk, ud over vejrudsigten. Vi lå hele tiden lige omkring frysepunktet, og sneen klumpede fast under skiene, når man stod stille. Om natten skinnede fuldmånen så stærkt, at der var lyst i haven og træerne kastede lange skygger på den blå sne. Vi forsøgte at fotografere det, uden held. Jeg savnede min computer. Jeg ønsker mig en svensk-dansk ordbog, det er de samme ord, jeg bliver ved med at glemme.
Mødte i sidste uge Naturmærkemanden. Han har fået stjålet sit postkontor. Han gik rundt med et plastikchartek i muleposen, hvor man formedelst ti kroner, eller var det tyve, kunne lægge en besked til en navngiven anden. Hvis man havde på fornemmelsen, at nogen havde sendt én en besked, kunne man spørge Naturmærkemanden: Har du en besked til mig? Så fik man lov til at bladre stakken med beskeder igennem og se, om der skulle være post. Men for et år siden fik Naturmærkemanden stjålet sin mulepose. Hvis det var en mulepose, det tror jeg, at det var. Og alle beskederne. Alle de kærestebreve.
Nu er det lille alternative posthus lukket, men Naturmærkemanden går stadig rundt i byen og sælger sine ark. Jeg købte Naturmærket 2002: Danske orkideer og Naturmærket 2003: Havet omkring Danmark. Jeg vidste ikke, at de muslingelignende vækster på pælene hed rur. Jeg vidste ikke, at der svømmede Rødhaj rundt under os, eller at der fandtes en en plante dernede som hed Dødningehånd. Jeg kendte ikke orkideernes navne, Purpur-gøgeurt, Mygblomst, Rød skovlilje, Fruesko.
