herecomestrouble

Sådan er det i begyndelsen, tingene mangler kant. De står som slørede silhouetter uden klart omrids, en tydelig profil. Sådan er det med forfattere og med parforhold, det er i hvert fald min personlige erfaring. Bortset selvfølgelig fra de visse, som lægger ud med en rasende masse kant, fx unge digtere. At læse dem er som at vælte på sin cykel. Ikke som dengang med Klaus Lynggaard, han er den tydeligste person jeg nogensinde har mødt. Hans omrids var helt knivskarpt hele tiden, mens han talte. Det var stærkt betryggende. Når noget står så klart for en, behøver man ikke at bruge så meget energi på at anstrenge sit blik for at stille skarpt på vedkommende. Når ens blik endelig kan få lov til at falde til ro på en tydelig silhouet, kan man meget bedre koncentrere sig om ordene. Ikke?