herecomestrouble

Her gik man rundt og troede, at ens fantasi var det eneste, man behøvede for at holde sig beskæftiget. Så sidder man der. Med word-dokumentet åbent og hænderne på tastaturet. Og der kommer bare ikke noget. Stikordene står parate og venter, man skal ikke engang finde på noget, man skal bare skrive videre derudaf. Hvor svært kan det være. Og der sker ingenting, og man kan ikke komme i tanke om en eneste interessant sætning. Et eneste interessant ord. En eneste interessant erfaring, tanke eller oplevelse at tage afsæt i.

Jeg bilder mig ind, at det er fordi min netopkobling er røget. At det er fordi jeg mangler det input udefra. Tungsindet er da også lettet nu, hvor forbindelsen er genoprettet. Men det er vist mest, fordi der så er så meget andet at tage sig til. Post at besvare, nyheder, netbank, blogs. Jeg føler mig i live igen. Det er da jammerligt.

Kenneth gjorde mig forleden opmærksom på noget meget interessant mht. inspiration og skriveproces. Når man har arbejdet længe nok på et projekt, ændrer ens hjerne sig (det mener han vist nok helt bogstaveligt) – den tilpasser sig og bliver fleksibel i forhold til ens projekt. Den omformer eller katalyserer eller sorterer eller filtrerer al information, så det passer ind i projektet. Den tuner simpelthen ind på en bestemt måde at anskue verden på. Derfor oplever man, at alt efterhånden kan indgå i den kontekst, man er i. Hvis man skriver kærlighedsdigte, bliver alt omkring en relevant som tegn på kærlighed eller det modsatte. Hvis man skriver en phd. om narrative strkuturer, bliver alt beviser, nuanceringer eller modbeviser på narrative strukturer.

Først blev jeg lidt skuffet, for jeg troede, at det var noget ganske særligt, jeg kunne. Det med at være inspireret på den måde, hvor alt omkring mig bliver til tekst og stof. Så blev jeg lidt flov, fordi det gik op for mig, at det var det selvfølgelig ikke. Og så blev jeg glad, fordi jeg kom til at tænke på, at så er der altid håb forude; man skal simpelthen bare blive ved med at koncentrere sig eller have opmærksomhed på sit projekt. Efterhånden vil man tune ind på det, og materialet vil komme mere og mere naturligt til en. I virkeligheden er det vist også lidt buddha-agtigt, er det ikke? At opmærksomheden på noget i sig selv hjælper en på vej. Fordi man automatisk retter al sin energi den vej.

I hvert fald er det da en trøst. Når man sidder der med sit word-dokument. At selv om der ikke kommer noget på skærmen, så er man ved at lave en slags mental yoga. Man smidiggør sine hjernevindinger. Og resultatet skal nok vise sig.