tirsdag, august 01, 2006
Nogen mennesker er det umuligt at smile til, det preller af, man prøver at sende et lille blegt smil afsted, men selv det kan næsten ikke lade sig gøre, det er som om de kan stoppe det, allerede før det breder sig på ens eget ansigt. Der skal ligesom være en modtager, før man rigtig kan smile. Det kan sagtens være en, som ikke ved, at han eller hun skal til at blive smilet til, man kan godt overraske med et smil, men de der har bestemt sig for ikke at blive smilet til, dem kan man ikke komme nogen vegne med. Prøv selv og fortæl mig så, om jeg ikke har ret.