herecomestrouble

Bistro! Sagde russerne, når de bestilte en omelet eller en croque monsieur på cafeerne i Paris. Og lad det gå lidt tjept, betød det, eller Vai, vai, vai!, som italienerne siger, Allez-y!, Come on, hurry!, det betyder alt sammen det samme: Vi er sultne, og vi vil gerne ha den omelet nu, der er ingen grund til at smøle.

Måske skulle jeg samle mine tekster under overskriften Bistro!, jeg kan godt lide produktivitet, det er tilfredsstillende at få noget fra hånden, at se, at bunken ved siden af mig vokser. Jeg kan jo ikke se kvaliteten af de tekster, men jeg kan se omfanget, og det er nok til at gøre mig glad. Jeg tror helt sikkert ikke, jeg egner mig som digter.

Det er jo faktisk godt at finde ud af. så skal man ikke gå og slå sig selv i hovedet med dét. Med ønsker og idealer og forestillinger om, hvad man burde drive det til. Det er faktisk meget parallelt til, at jeg for nylig har fundet ud af, at jeg ikke skal være journalist alligevel. Jeg skal i hvert fald ikke lave den slags journalistik, jeg altid har troet, at jeg skulle lave. Og det er jo næsten lidt komisk, for jeg har aldrig virkelig lavet det, som jeg troede, at jeg gerne ville, men ikke desto mindre har jeg gået rundt og belagt mig selv med noget skyld over ikke at have drevet det til noget. Det var noget med nogle meget grundige, indsigtsfulde portrætter af vise og særlige mennesker, som skulle gøre læserne lidt mere kloge på livet. Og jeg elsker at læse den slags og jeg elsker at høre det i radioen, og tit har jeg tænkt, at dét eller dét gad jeg godt at have lavet selv, og derfor troede jeg, at jeg skulle bevæge mig i den retning, men det er jo ikke sket, og nu har jeg fundet ud af hvorfor. Jeg kan ikke fordrage at lave interviews, jeg vil hellere være i fred.

Så nu vil jeg gerne være tekstforfatter på et reklamebureau.