herecomestrouble

Kan det virkelig passe? Vi døber vores børn ligesom de døbte os, eller vi lader være ligesom de lod være, fordi det nu engang føles mest naturligt, og selvfølgelig er det noget vi selv har taget stilling til, og vi er kommet frem til at sådan må det være, det føles nu engang som det rigtige, og det stopper ikke der, det er den samme sang når vi stemmer, når vi vælger skole til dem, når vi taler om hvor vi skal bo, by eller land eller midt i mellem, jeg hælder til noget med fred og ro og grønt så langt øjet rækker, mens du understreger at et godt netværk i lokalmiljøet er guld værd.

Med hensyn til musik. Det går op for mig, at jeg allerede to gange har skrevet om Klaus Lynggaard, herefter har jeg tænkt mig at gøre en dyd ud af det. Ledte efter bonusinfo om Dy Plambeck efter at ha speedlæst hendes helt skønne Buresø-fortælllinger og kom ad omveje forbi anmeldelsen af Klaus Lynggaards debutalbum på gaffa http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=30160 som jeg helt havde glemt at undersøge nærmere, da det kom i september - man kan smuglytte, og det er ikke uinteressant, foreløbig er jeg vild med coveret, må så undersøge sagen om musikken nærmere. Der er en endda en Leonard Cohen-versionering af The Future, det lover godt, ved ikke om det har noget med På Danske læber-projektet at gøre, men hva pokker.

Har lyttet meget mere til den nye Klondyke – er nu behørigt begejstret, men måske kan man bare ikke blive ved med at have samme hurraoplevelse med et band, det er ligesom med forfattere, jeg bliver besat af en nogens måde at skrive og fortælle på og sluger bog efter bog indtil pludselig jeg får nok, det er som god mad, alt med måde og så videre.

Og så er der http://www.pandora.com/, som jeg i princippet synes er en fantastisk opfindelse, men som i virkelighedens verden er lidt irriterende, fordi den hele tiden minder mig om, hvor fantasiløs min smag er, når jeg kun kan komme i tanker om to favoritsange, som maskinen kan sammensætte mine helt egne radiokanaler ud fra. Og når jeg så meget hurtigt bliver træt at den musik, som maskinen finder til mig. Så bliver man irriteret på sig selv og maskinen. Men for folk med en videre og bredere horisont er den sikkert en gevinst.

Jeg har nogle meget fremtrædende monomane træk, både mht. mad og musik, når jeg har åbnet en hvilken som helst mademballage, er jeg mest tilbøjelig til at blive ved med at spise, til pakken er tom. Så kan man smide den tomme pakke ud. Det er meget tilfredsstillende, jeg foretrækker flow i køleskabet. Lean. Det hedder det, hvis det er på en byggeplads. At man kun har de materialer liggende på pladsen, som man har brug for lige nu og her, vel en slags industriel Feng Shui.

Således også med musik. Een cd er nok til mig i meget lang tid ad gangen. Lige nu hører jeg Andersens Drømme http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=29183, det har jeg gjort siden juni, eller hvornår den nu kom på gaden. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er fordi jeg lytter i dybden, at jeg kan blive ved med at høre de samme numre igen og igen. At der ikke er noget i vejen, selv om det kan drive andre mennesker til vanvid. At der er en grund til, at repeatknappen er opfundet (som ikke har noget med sex at gøre).

Nikolaj Nørlund spiller i København den 22. marts. Klondyke spiller allerede 2. marts i Vega.

Det er slut med at hænge i leddene, mine lårbensknogler skrider snart ud af deres lejer, det er fordi jeg hænger og hænger, jeg skal huske at rette mig ud, i princippet burde hele min krops vægt ligge og balancere over det samme punkt midt i kroppen, hele vejen ned gennem rygsøjlen til fodsålerne, det burde være dén konstruktion, der bar min vægt, ikke anstrengte muskler i lænden, i nakken eller i læggene. Jeg burde balancere. Min vægt burde ligge roligt over mine fodsåler, lige dér midtpå. Havde jeg vidst, at det var så svært, havde jeg slet ikke rejst mig fra sengen.

"Hos intellektuelle synes følelsen af at beskæftige sig med det forkerte og spilde sit liv på meningsløsheder at være meget udbredt. Måske er det ligefrem denne følelse, der får et menneske til at opleve sig som intellektuel." Horace Engdahl.

Er det en slags trøst?

Sådan er det i begyndelsen, tingene mangler kant. De står som slørede silhouetter uden klart omrids, en tydelig profil. Sådan er det med forfattere og med parforhold, det er i hvert fald min personlige erfaring. Bortset selvfølgelig fra de visse, som lægger ud med en rasende masse kant, fx unge digtere. At læse dem er som at vælte på sin cykel. Ikke som dengang med Klaus Lynggaard, han er den tydeligste person jeg nogensinde har mødt. Hans omrids var helt knivskarpt hele tiden, mens han talte. Det var stærkt betryggende. Når noget står så klart for en, behøver man ikke at bruge så meget energi på at anstrenge sit blik for at stille skarpt på vedkommende. Når ens blik endelig kan få lov til at falde til ro på en tydelig silhouet, kan man meget bedre koncentrere sig om ordene. Ikke?

Det er godt at være byen igen, jeg kan godt lide at gå op ad trapperne til Dybbølsbro og få øje på det nye lyskryds. Jeg sad i kupé fra Kastrup til hovedbanen med fire hvinende kåde SAS-stewardesser. Jeg prøver at lade være med at være arrogant, men uden held, jeg kan ikke lade være med at tænke: dumme, dumme mennesker. Og det er jo skidt, for at være så arrogant at man tænker sådan, det er jo virkelig bevis på at man er både slet og uintelligent. Jeg var temmelig træt, kan det undskylde noget?

I Sverige var der larm i huset og stille udenfor, her er der larm fra gaden og stille inde. Jeg læste Svenska Dagbladet, Se & Hør og Peter Seeberg. Der var ikke rigtig noget af det, der gjorde indtryk, ud over vejrudsigten. Vi lå hele tiden lige omkring frysepunktet, og sneen klumpede fast under skiene, når man stod stille. Om natten skinnede fuldmånen så stærkt, at der var lyst i haven og træerne kastede lange skygger på den blå sne. Vi forsøgte at fotografere det, uden held. Jeg savnede min computer. Jeg ønsker mig en svensk-dansk ordbog, det er de samme ord, jeg bliver ved med at glemme.



Mødte i sidste uge Naturmærkemanden. Han har fået stjålet sit postkontor. Han gik rundt med et plastikchartek i muleposen, hvor man formedelst ti kroner, eller var det tyve, kunne lægge en besked til en navngiven anden. Hvis man havde på fornemmelsen, at nogen havde sendt én en besked, kunne man spørge Naturmærkemanden: Har du en besked til mig? Så fik man lov til at bladre stakken med beskeder igennem og se, om der skulle være post. Men for et år siden fik Naturmærkemanden stjålet sin mulepose. Hvis det var en mulepose, det tror jeg, at det var. Og alle beskederne. Alle de kærestebreve.

Nu er det lille alternative posthus lukket, men Naturmærkemanden går stadig rundt i byen og sælger sine ark. Jeg købte Naturmærket 2002: Danske orkideer og Naturmærket 2003: Havet omkring Danmark. Jeg vidste ikke, at de muslingelignende vækster på pælene hed rur. Jeg vidste ikke, at der svømmede Rødhaj rundt under os, eller at der fandtes en en plante dernede som hed Dødningehånd. Jeg kendte ikke orkideernes navne, Purpur-gøgeurt, Mygblomst, Rød skovlilje, Fruesko.

Hvis vi siger noget til jer, som I tager ilde op. Som I føler jer krænket af. Hvis vi synes, at I er alt for nærtagende. Vil vi så sige dét til jer, og fortsætte med at tale på dén måde, fordi vi har ret til det? Det centrale i ytringsfrihed er vel respekten for det andet menneske, ikke retten til at fornærme eller krænke andre? Vi skal ikke lade være med at trykke karrikaturer af profeten, fordi vi er bange for reaktionerne. Vi skal vel lade være, fordi vi respekterer, at nogen føler det krænkende? Hvad er intentionen med at overskride dén grænse? At skabe debat eller at provokere?

"Vi har alle et ansvar for at behandle hinanden med både værdighed og respekt for vores forskellige holdninger og religioner. Avisen Jyllands-Posten svigtede med tegningerne af Muhammed dens ansvar for at forvalte ytringsfriheden hensynsfuldt." Læs mere på http://www.anotherdenmark.org/

Løst og fast: Vejret er så smukt smukt smukt, det kan slet ikke nytte noget at prøve at beskrive det. Kig ud af vinduet! Min cykel kører som en drøm. En hemmelig person har kommenteret mit cykelindlæg med et cykeldigt. Lønarbejdet skrider fremad. Og i morgen kører vi til Sverige for at stå på langrend i skoven.

Har købt den nye med Klondyke. Ikke samme umiddelbare charme som de to første. Men måske kommer det. Vil i hvert fald gerne høre dem på Vega 2. marts. For alle tilfældes skyld. Kan se, at både Klaus Lynggaard og Politiken er helt tossede med den. Godt det samme. http://klondyke.dk/

I dag har jeg købt en ny cykel. Cykelsmeden serverede kaffe for mig, mens hun monterede låsen. Jeg er træt af at få stjålet cykler, jeg prøver at få et afslappet forhold til det, jeg forsøger at tænke på det som en løbende udgift, 2000 kr. til en ny brugt cykel hvert halve år. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan finde de penge, men jeg kan ikke lade være med at ærgre mig, selv om jeg virkelig har forsøgt at arbejde med det. Det er jo også, fordi jeg er så dårlig til at huske at låse.

Men nu er jeg glad, og de sidste par cykler jeg har haft, har alligevel heller ikke været helt gode. Denne her er god. Gammel, men lige så solid som en bryggerhest. Man sidder godt, og jeg kan se ud over hele byen, når jeg cykler på den. Plus at det var hyggeligt at sidde i værkstedet og drikke kaffe, mens hun rumsterede rundt for at finde et gammelt beslag til låsen. At den så sidder og kurer frem og tilbage nu, fordi den kun er sat fast med én møtrik. Det må man tage med.

Gik en tur ud forbi H.C. Ørstedværket forleden. Helt ude for enden af molen stod der nogle virkelig skumle typer ved et par biler. Inde i en af bilerne, et skramlet rustrødt folkevognsrugbrød, gøede en hund uafbrudt. Det lignede noget med noget narko. De gloede noget efter mig, og jeg valgte at vende om på stedet, mens jeg så ud som om, at min tur faktisk bare gik dértil og ikke længere. Da jeg fortalte Søren det, sagde han, at de måske troede at jeg var prostitueret. Måske har de været virkelig pæne folk, der bare var ude for at træne deres hunde, og måske har de tænkt: Underligt, der plejer da ikke være prostituerede herude. Kan man nu ikke være helt tryg ved at komme her længere?

Det skal være en der ikke er til at løbe om hjørner med, og en der ikke skal have alting forklaret to gange. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Senere tager du min hånd og spørgsmålet er, om ikke det ville være bedre med en mere permanent løsning.

Hver dag går jeg den korte tur ad Ingerslevsgade til Dybbølsgade. I dag var det sol og mildt, jeg havde frakken åben. Der lå lidt dis over solen, og det mindede om at være i kolonihaven om morgenen. Alle de biler på Ingerslevsgade og alligevel en underlig fredfyldt stemning. Jeg havde lyst til at blive ved med at gå.

Du siger, at får gnaver alt ned, at man ikke kan have en staude eller en sommerfuglebusk i fred for et får. Jeg siger, at selvfølgelig er det rigtigt at får er altædende, men det er ikke det samme som at være grådig, det er nærmere et udtryk for nøjsomhed, et får spiser lige så gerne en tidsel som en rose.

Jeg var sikker på, at den ville være faldet ned i weekenden. I fredags var solen ved at gøre kål på den, tunge dråber faldt fra den hele dagen. Men så satte frosten ind igen. Og nu hænger den der og trodser tyngdeloven, et hvidt udhæng, der balancerer langt ude over kanten på taget overfor. Der må være mørkt i stuen under den.

Byggemarked, bagland, bjørneklo. Du er ikke til at løbe om hjørner med, og du skal ikke skal have alting forklaret to gange. Avis, arbejdstøj, anløbshavn. Senere tager du min hånd, og spørgsmålet er om ikke det ville være bedre med en mere permanent løsning.