herecomestrouble

Stednavne, der altid gør mig i godt humør:
Klitmøller
Thyborøn
Harboøre

Stednavne, jeg altid glemmer:
Fælledvej
Gasværksvej
H.C. Ørstedsvej

Jeg har malet alle de dørkarme, vi glemte sidst. De har stået og været så grimme at se på, kun malet med grunder. Jeg har lappet alle de steder, hvor malingen var blevet stødt af, så man kunne se ind til træet. De skulle have været slebet helt ned, det er klart. Men dér går grænsen for min tålmodighed. Det ser fint ud. Bare man ikke står alt for tæt på. Jeg har også bygget to små borde. Eller dvs. jeg har malet to bogkasser og sat hjul på. De skulle have fire gange, før det dækkede. Alligevel er det som om, træet stadig skinner igennem, når lyset falder på den sorte maling på en bestemt måde. De ser i det hele taget slet ikke ud som jeg havde tænkt mig. De er meget lave. Og ikke meget areal på oversiden til at sætte ting fra sig på. Men de ruller fint. Ellers er der vist ikke sket noget.

Det må være noget jeg har læst i avisen, denne vinter er den værste vi har haft længe, og det er ikke kun mig, der synes det, det er et faktum, det var det, der stod i avisen. Og så er det vel ikke så mærkeligt, at man bliver lidt utålmodig, at alt man tænker på, er om denne vinter nogensinde får en ende, der er så meget, der venter på de nye tider, der er alt det lette tøj, kjolerne, sandalerne, de tynde trøjer. Der er planterne, som trænger til at komme ud og stå. Der er vasketøjet, som skal hænge til tørre i den lune luft. Der er lægge og underarme, som venter på at blive befriet. Der er infiltrationerne mellem skulderbladene som skal løsnes op, denne trækken tingene i langdrag er virkelig under al kritik.

Alle de øjeblikke, glade familiemedlemmer sammen i solen på tæpper i græsset om sommeren. Farfar, der holder sit femte barnebarn. Farmor og farfar som holder hinanden i hånden, ikke set før eller siden. Brødre og fætre med langt, tykt hår som deres fædre. En far, der kysser sin tre måneder gamle datter, storebæltsfærgen, sodavand og måger der glider forbi i baggrunden. Jeg spekulerer over, hvem der har taget billederne og må minde mig selv om, at dengang var de jo sammen, det er umuligt at forestille sig.

Det er bekymrende. Jeg ved godt, at sådan er det for alle, alle glemmer noget de har fået at vide, men det virker alligevel påfaldende, når man pludselig har glemt et eller andet, som man før har vidst. Som da jeg fik den skavank og længe gik rundt og tænkte over, hvad jeg skulle stille op, før jeg til sidst gik til en specialist, han tog sagen meget alvorligt og tog straks en del prøver, før han kunne stille en præcis diagnose og ordinerede fire akutte behandlinger, samtidig med at han gav mig en salve at smøre med og grundigt forklarede mig, hvordan jeg skulle skride frem for at få det mest effektive resultat. Jeg nikkede, det lød trygt og velkendt, jeg var lettet over nu i det mindste at vide, hvad jeg havde at gøre med. Det er ikke så skidt at få en diagnose, det hjælper en til at handle, og jeg var glad for at kunne fortælle Søren, at jeg var blevet diagnosticeret med denne harmløse men dog kroniske lidelse. Derfor var det også så underligt, at han kiggede på mig på den måde og sagde, at det havde jeg da fået konstateret allerede for fem år siden, om jeg havde glemt det? Det, der bekymrer mig, er: Når jeg kan glemme den slags. At jeg har fået det at vide én gang før. Hvad andet kan jeg så ikke også have glemt?

Det sker oftere, end jeg bryder mig om at tænke på. At nogen fortæller mig noget vigtigt, og så kan jeg ikke huske, om de har sagt det før. Det virker ikke rigtig fremmed og ikke rigtig bekendt. Og jeg er nødt til at lade som om jeg enten kan huske det eller ikke kan huske det, for netop det midt i mellem er det værste: ligegyldigheden.

Cyf skriver: Er der noget kedeligere end dagbøger skrevet for at blive læst af andre? Det må jeg tænke lidt over.

Det forsømte forår: Når man har noget at falde tilbage på, plejer man også at gøre det.

"Rør en Gang ved en Mimose og se, der gaar ligesom et Chock igennem hele Planten, og et Sekund eller to efter lukker den alle sine Blade sammen og sænker derefter hele Bladgrenen ned langs Stammen, en Følsomhed saa udpræget, at Botanikeren har givet den Navnet: den følsomme Mimose!"

Havde han egentlig ikke bilen længere på det tidspunkt, nej, det kan han jo ikke have haft, eller havde han den ikke endnu, var der et tidspunkt i begyndelsen, hvor de ikke havde bil, det lyder usandsynligt, man flytter ikke til Thy uden bil, derimod kan man miste den undervejs, man kan få taget kørekortet fx, eller man kan være nødt til at sælge den efter at hun er flyttet og der kun er én indtægt, selv om husene er billige på de kanter er det ikke gratis at leve, især ikke på den måde. Han kørte bil længe efter at han havde fået taget kortet, hvorfor var det nu, man er jo bange for at det var spiritus, der blev drukket tæt på de kanter. men mon ikke det alligevel var økonomien. Så kørte han i årevis uden kort, det galdt bare om at køre forsigtigt, så var der jo ikke grund til, at nogen skulle lægge mærke til noget, han kørte altid overraskende langsomt, men det var ikke på grund af kortet, han kørte bare meget forsigtigt, og i store buer uden om hullerne i de grusveje, som forbandt øst og vest.

Brian Mikkelsen har udsendt en pressemedelelse, hvor der står: Det er vigtigt, at kvinder også er med til at træffe beslutninger.

Hvilket held! At bo i et land, hvor ledelsen er velsignet med så progressiv en stemme.
http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=442195

Her gik man rundt og troede, at ens fantasi var det eneste, man behøvede for at holde sig beskæftiget. Så sidder man der. Med word-dokumentet åbent og hænderne på tastaturet. Og der kommer bare ikke noget. Stikordene står parate og venter, man skal ikke engang finde på noget, man skal bare skrive videre derudaf. Hvor svært kan det være. Og der sker ingenting, og man kan ikke komme i tanke om en eneste interessant sætning. Et eneste interessant ord. En eneste interessant erfaring, tanke eller oplevelse at tage afsæt i.

Jeg bilder mig ind, at det er fordi min netopkobling er røget. At det er fordi jeg mangler det input udefra. Tungsindet er da også lettet nu, hvor forbindelsen er genoprettet. Men det er vist mest, fordi der så er så meget andet at tage sig til. Post at besvare, nyheder, netbank, blogs. Jeg føler mig i live igen. Det er da jammerligt.

Kenneth gjorde mig forleden opmærksom på noget meget interessant mht. inspiration og skriveproces. Når man har arbejdet længe nok på et projekt, ændrer ens hjerne sig (det mener han vist nok helt bogstaveligt) – den tilpasser sig og bliver fleksibel i forhold til ens projekt. Den omformer eller katalyserer eller sorterer eller filtrerer al information, så det passer ind i projektet. Den tuner simpelthen ind på en bestemt måde at anskue verden på. Derfor oplever man, at alt efterhånden kan indgå i den kontekst, man er i. Hvis man skriver kærlighedsdigte, bliver alt omkring en relevant som tegn på kærlighed eller det modsatte. Hvis man skriver en phd. om narrative strkuturer, bliver alt beviser, nuanceringer eller modbeviser på narrative strukturer.

Først blev jeg lidt skuffet, for jeg troede, at det var noget ganske særligt, jeg kunne. Det med at være inspireret på den måde, hvor alt omkring mig bliver til tekst og stof. Så blev jeg lidt flov, fordi det gik op for mig, at det var det selvfølgelig ikke. Og så blev jeg glad, fordi jeg kom til at tænke på, at så er der altid håb forude; man skal simpelthen bare blive ved med at koncentrere sig eller have opmærksomhed på sit projekt. Efterhånden vil man tune ind på det, og materialet vil komme mere og mere naturligt til en. I virkeligheden er det vist også lidt buddha-agtigt, er det ikke? At opmærksomheden på noget i sig selv hjælper en på vej. Fordi man automatisk retter al sin energi den vej.

I hvert fald er det da en trøst. Når man sidder der med sit word-dokument. At selv om der ikke kommer noget på skærmen, så er man ved at lave en slags mental yoga. Man smidiggør sine hjernevindinger. Og resultatet skal nok vise sig.

http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=441147