herecomestrouble

Det er underligt. Jeg mailer og mailer, men jeg får ingen svar. Jeg har været inde og tjekke, om jeg har sendt til de rigtige adresser. Det har jeg. Der må være noget galt med mit mailprogram. Det MÅ der være.

BS siger: Sorgen sætter sig altid på lungerne.

Får du så brugt byen, spørger folk, der ikke bor her. Brugt byen? Jeg bliver altid forvirret. Jeg bor jo midt i den. Det minder mig om den første og hidtil eneste gang, jeg har været på skønhedsklinik. Klinikassistenten opfordrede mig til at begynde med regelmæssige dybderensninger: Du skal sørge for at gøre noget godt for dig selv. Der er ikke andre der gør det for dig, sagde hun indtrængende. Det gør jeg også, jeg læser bøger, sagde jeg. Men det hørte hun vist ikke.

Det er lige som mellemkrigsbørnene, der er et kronisk underskud, de kan aldrig blive rigtig mætte, lige meget hvor meget de propper sig. De tror at de er nødt til at spise på forskud, at knapheden vil vende tilbage.

Leonard Cohen: Work for pay or paid for work

I feel that, you know, the enormous luck I've had in being able to make a living, and to never have had to have written one word that I didn't want to write, to be able to have satisfied that dictum I set for myself, which was not to work for pay, but to be paid for my work—just to be able to satisfy those standards that I set for myself has been an enormous privilege. (til BBC, 1994)

Nyt ord: deprimadonna

Jeg ved godt at jeg er slem til at tænke det værste om folk, men du må tro mig når jeg siger at sådan er det ikke med dig, jeg tror på det bedste i dig, det er noget jeg tænker meget over, så jeg skulle nok være den første til at vide det, hvis det forholdt sig anderledes, du derimod, du aner ikke hvad jeg går rundt og tror om noget som helst, men hvordan skulle du også kunne det, alting taget i betragtning.

Det er ikke fordi jeg tror det betyder noget, dengang jeg sad der, bagpå den cykel. Det var bare det, at jeg hver gang kom i tanke om det samme, hver gang jeg sad bag på den cykel på vej til den lufthavn, indenrigs, jo, jeg fløj derop, det var hver fjortende dag, det var mig og nogle lokale forretningsmænd, stewardessen var særligt opmærksom på mig, fordi jeg var så lille, eller så lille var jeg jo ikke, men jeg var jo barn, jeg tror egentlig ikke det var ren omsorg, jeg tror det var en aftale, noget min far og mor betalte for, det at de tog sig særligt af mig i flyet, engang fik jeg en taske, lyseblå med mørkeblåt print, det er ikke fordi jeg tror at det betyder noget særligt, det er bare det, at det er en af de ting, jeg altid kommer til at tænke på, en af de ting jeg virkelig kan huske. At jeg sad der bag på cyklen mens min far arbejdede sig fremad, blæste det virkelig altid? Det virker usandsynligt, på den anden side var det jo Thy, direkte adgang tl Vesterhavet, og små krogede træer, som lænede sig ind mod land, lyng som kunne klare alt det barske, de små tørre lilla blomsterhoveder, ukuelige. Men alligevel tror jeg ikke, at det betyder noget særligt, det er bare det, at det altid dukker op. Det billede. Mig selv udefra, og min far foran på cyklen, vi er i totalprofil, vi fylder billedet ud, hjulene over den nederste kant, hans hoved med det mørke hår lidt under den øverste kant. I venstre side cyklens forhjul, i højre side baghjulet med skærm og bagagebærer og mig. Bag os lyngen. Og så mine tanker, der hvor jeg kommer i tanker om det, jeg skal fortælle, som jeg har glemt hele weekenden, og nu er det næsten for sent, jeg kan måske nå det i lufthavnen, men det er ikke sandsynligt, der er ikke meget tid til at snakke derude, og vi skal finde stewardessen, som skal følge mig, og det er mandag morgen og vi er trætte og jeg skal hjem i skole. Jeg har fået lov til at komme en time for sent hver fjortende dag, når jeg kommer oppe fra min far, det er flot af skolen at give mig lov til, og det er også farlig fint, at jeg flyver på besøg hver fjortende dag, men det tager for lang tid at tage toget hele vejen derop, og måske er det også lettere at lade mig flyve, det er færre timer alene, jeg kan blive hentet og bragt. I Thisted Lufthavn er der ikke nogen rigtig afgangshal, det er bare en slags venterum, det er røde musten fra halvfjerdserne over det hele, og jeg har tit spekuleret over, hvorfor jeg altid kommer i tanke om det billede, jeg forstår det stadig ikke, men det må betyde noget. Eller kan det bare have sat sig fast, sådan at det er mere tilgængeligt end alt muligt andet, lige som bestemte ord, man bruger tit? Selv er jeg begyndt at sige fryse tæerne i stedet for fryse om tæerne som man gør i København, fryse tæerne er noget jysk, jeg er ellers ikke fra Jylland, jeg ved ikke, om jeg kan forklare hvorfor jeg gør det, det er noget jeg er begyndt på, jeg tror nok, at jeg føler at det giver mig en slags rodfæstethed. Det er ikke fordi der ikke har været ting, der gjorde ondt. Men man husker det anderledes, gør man ikke det?

Hjemvendt efter utrolig længe udenlands. Prøver at komme i tanker om, hvad min hverdag plejer at bestå i. Har tjekket gamle mails og set, hvilke netsider jeg besøgte før påske for at rekonstruere nær fortid. Resultatet er nedslående. Må søsætte mere spændende liv. Så bliver det også mere at skrive hjem om.