herecomestrouble

Pindsvin glemmer at drikke vand
Dyrenes Beskyttelse opfordrer folk til at hjælpe pindsvinene med at få væske nok her i sommervarmen.

"Jeg har engang spillet trommer til The Great Pretender."

"Nå. ... Det skal du sgu ikke være ked af."

(Enghave Plads)

Nogle ting er man for klog til at forstå.

Det er så varmt, og alle sætter tempoet ned på fortovene, kineserne bevæger sig i slowmotion, det er det eneste rigtige, vi gør som dem og sætter astadigt et ben foran det andet, langsomt, langsomt. Nogle gange forglemmer vi os og skridter hurtigere af sted, indtil vi opdager, at vi hele tiden overhaler, det er også skidt for rytmen, flowet på fortorvet, og så sætter vi farten ned igen, det var bedre og vi krydser gaden, forsigtigt, cykler og biler fletter sig ubesværet ud og ind mellem hinanden, alt glider, også temposkift og undvigemanøvrer, lyssignalerne er øjensynlig først og fremmest en slags vejledende information, det er vigtigere at se sig for, ringe med klokken eller dytte, det er som en forbrugeroplysning, her kommer jeg, de ringer og dytter, når de kører ud for rødt, overhaler indenom eller bakker rundt om et trafikeret hjørne. Det larmer ikke rigtig, det er mere en slags lydtapet, det passer godt til de farverige butiksfacader og skilte, vi ikke kan tyde, og så al den strøm der bliver brugt, hele byen er airconditioned, skyskraberne er neonbeklædt, det er som om vi kommer fra et oldtidigt Nord, hvor man bor i bjælkehytter og kun har levende ild til at lyse op med og lave mad ved, jeg føler mig som en norsk jente, en bondepige af en art, fra noget frisk natur, og samtidig som en barbar – jeg troede egentlig, at det var os, der var de sofistikerede. De spytter og harker og bøvser, det er nu ikke så slemt som man havde hørt, men alligevel, og de spiser kød rullet ind i fiskespæk og nudler i komave. Men vi sidder der på deres restauranter og kan ikke engang holde ordentligt på bestikket. Vi bestiller de forkerte ting sammen, vi hælder saucen på den forkerte ret, vi forstår ikke, at vi skal stoppe kødet ned i den lille brødlomme, vi spiser suppen først, og vi ved ikke, om vi skal øse oksekødet over på de små tallerkener eller spise det fra fadet. De holder øje med os og griner af os og kommer over og viser os, hvad meningen er, og bagefter står de igen og følger hver eneste af vores bevægelser og snakker om os og vender øjne, ikke uvenligt, bare fordi det er så skørt, at vi ikke kan finde ud af noget, så skænker de mere te, mere øl, mere vand, og smiler og venter på, at vi drikker en tår til af vores glas, så de kan springe hen og fylde det op, det er meget venligt, men lidt anstrengende med al den opmærksomhed, det er jo ikke fordi de overvåger os, det er for at yde en god service, men det er noget trættende, når man hele tiden selv er i tvivl om, hvordan man skal gebærde sig, vi prøver at koncentrere os om hinanden og snakker om alt det vi ikke forstår, for eksempel blander vi også hele tiden Kina og Japan sammen, nogle gange kommer vi til at sige 'japanere' til hinanden, når vi mener kinesere, hvem er det der går i kimonoer, hvem har det strenge æstetiske udtryk, hvem spiser soya? Bagefter går vi på expat-cafe og puster ud, her spiller de Elvis i jazzet version, og en skrutrygget vestlig pige sidder og skriver kinesiske tegn i et lille skolehæfte, ved siden af os taler de fransk og læser Elle, og nu er der Duke Ellington på anlægget og gaderne er våde, det har regnet og vi er overstadige fordi temperaturen er faldet.

Shanghai. Tekst følger. Snart.

Shanghai - tekst følger.